26. september 2024

Ét element i det at lede regenerativt handler om at gå efter det livgivende.

Her er nogle af mine tanker om, hvad det vil sige, og hvad der skal til for, at det er muligt at søge det livgivende.

Et af de projekter, jeg arbejder på for tiden, sammen med en af mine dygtige kolleger, handler om, hvordan naturen kan understøtte unge på børne-ungehjem til væredygtigt liv.

Fordi vi arbejder med ledelse, har vi fokus på ledelserne på børne-ungehjemmene – og noget af det, vi siger, er: “Gå efter det livgivende!”

Det gør vi, fordi det er i det livgivende, vi samler kraft til at udvikle og stå med det, der også kan være svært.

Når en leder fortæller om noget livgivende, bruger de ikke lige det ord. Tit ser vi det ved, at der kommer et andet lys i øjnene, og der sker et temposkifte i stemmen – og nogle gange også et skifte i tonation. De taler med lysere eller mørkere stemme – og enten hurtigere eller langsommere.

Det er tæt på magisk at se og høre.

Og når vi så spørger ind til netop de øjeblikke, hvor de fx har haft en særlig oplevelse med en eller flere medarbejdere, så lander genkendelsen af det livgivende.

Og når vi kan genkende det livgivende, så kan vi langt bedre og lettere gå efter og med det.

Det er bare ikke altid så enkelt at genkende det livgivende – og det er heller ikke i alle organisationer, at det livgivende i sig selv har værdi og høster anerkendelse. Det er mest ærgerligt, fordi det netop er det livgivende, der skaber mere liv – og dermed vækst. Bare på en mere let og glædesfuld måde.

Hvor har det livgivende svære vilkår?

Der findes masser af organisationer, hvor det livgivende har gode vilkår – selvom det ikke er det, man kalder det. Så hjælper det som sagt med støtte til at genkende det.

Det kræver selvfølgelig, at organisationen ser en værdi i det – og der findes stadig organisationer og ledelser, der ikke helt er nået dertil.

De ledelser kan jeg genkende på forskellig vis.

Organisationer, der er præget af pres af den ene eller anden slags, har virkeligt svære vilkår for liv. Tænk bare på en potteplante i en alt for lille potte – den kan ikke vokse.

Det pres kan handle om alt for mange opgaver på alt for kort tid. Så er der ikke tid til at komme op til overfladen og trække ilt for at få ideer til enten nye tiltag eller udvikling/justering af eksisterende tiltag.

Jeg talte for noget tid siden med en konsulent, der arbejder med agile organisationer. De fortalte, at et klart princip hos den type organisation var kun at fylde medarbejdernes portefølje med 80% – ellers ville de ikke have rum til udvikling ej heller mulighed for at gribe nye evt. opgaver, der landede. De chefer ville hellere have, at medarbejderne sad og drak kaffe i de 20% end lod som om de havde travlt. For så blev der fyldt op – med liv forhåbentlig.

En anden type pres er frygt. Frygten for at blive misforstået eller for reaktionen, når man kritiserer. Når jeg underviser ledere, er nogle af de helt centrale kompetencer evnen til at kommunikere oprigtigt nysgerrigt og undersøgende – også når medarbejderne har kritiske røster ift beslutninger. Hvis ledelsen ikke evner dialogens kunst, men er mere optaget af at få ret, dræber det liv. For mange år siden havde jeg en leder på uddannelse, der sagde, at de nogle gange havde lyst til at råbe, de skulle holde deres k*ft og passe deres arbejde. Det kan vi sige på uddannelse, til sparringspartnere, ledelseskolleger – men hvis medarbejderne oplever, at der er ting, der ikke kan siges, dræber det liv.

På den vis giver psykologisk tryghed mulighed for liv. Psykologisk tryghed handler ikke om, at vi bare skal have det godt og rart – men om, at det er trygt at tale om faglige uenigheder og faglige fejltagelser. Kun på den måde bliver vi bedre. Det er ikke nemt – men skaber mulighed for liv.

Hvor har det livgivende gode muligheder?

Det starter ofte med de primære kulturbærere – at de er åbne for dialog, for høj kvalitet – og åbne for, at der er andre veje end deres egen.

Hvis planterne kun må vokse med en bestemt afstand på en helt lige række – så ender vi i en monokultur. Og monokulturer dræber liv.

Så det livgivende har gode vilkår i organisationer, der oprigtigt holder af mennesker – og dermed er nysgerrige på, hvordan de mennesker trives, og hvordan de mennesker hver især bedst bidrager med det, de er gode til.

ikke fordi de skal være et vildnis – planter trives bedst med lidt luft – og træer bliver rigtig store, når der er luft til at vokse.

Så hvis du er i tvivl om, hvor det livgivende har gode vilkår – så gå til eksperterne: planterne, træerne, de vilde dyr og fugle.

De er vores læremestre i det livgivende.

God torsdag til dig.

/Sølvi